
Bordryttere inviterer til samtale omkring måltidet
Bordryttere er små skilte på spisebordet, der indeholder madfortællinger og informationer om fx højtider.
Hvad var formålet med indsatsen/projektet?
”Måltidet som stjernestund” er et statement i Ældre- og handicapforvaltningen i Odense Kommune. Der ses flere og flere underernærede og småt spisende ældre på landets plejecentre. Underernæring kommer af, at de ældre ikke spiser nok, og dette kan have effekt på helbredet i form af forringet livskvalitet, sygdom samt føre til tidlig død. i form af forringet livskvalitet, sygdom samt føre til tidlig død.
Formålet med at udvikle bordryttere til plejecentrene var at skabe/ styrke dialogen omkring måltidet, således at borgernes spiselyst blev øget gennem fællesskabsfølelse og via god stemning. En bordrytter er et lille skilt på bordet med billeder og tekst.
Se bordrytterne her:
Bordrytterne kan med deres indhold starte dialogen omkring bordet, og dermed skabe hyggelige rammer for måltidet.
Hvem var målgruppe(r) for indsatsen/projektet?
Målgruppen var ældre borgere på plejecentre samt leve-bo enheder. Sekundær målgruppe er plejepersonale, der får et værktøj til dialog med beboerne.
Hvad var målet med indsatsen?
Målet med indsatsen er, at de ældre borgere skal have en dialog under måltidet, så det ikke kun er maden der er fokus på, men også gode minder og reminiscens om gamle dage.
Bordrytteren indeholder måltidshistorier indsamlet hos borgerne på plejecentre i Odense Kommune, samt facts om årstiden/helligdagen og spørgsmål, der kan anvendes til at starte dialogen. Med dialogen er målet, at de ældre borgere får en fællesskabsfølelse og dermed ubevidst spiser mere, og forbedrer deres sundhedsmæssige tilstand, og den gode stemning ved måltidet.
Det er en sundhedsfremmende indsats, der igennem dialog og relationer skal skabe en større madglæde. Målet med dialogen er, at de ældre skal erfarings- og vidensdele historier, meninger og holdninger om mad og kultur.
Hvordan forløb indsatsen?
Indsatsen forløb sådan, at der blev indsamlet måltidshistorier hos borgerne via personlige interview. Herefter blev disse historier transskriberet, og samlet til én historie om hvert emne. Informationer til Bordrytteren blev indsamlet fra bøger og internettet. Dette blev skrevet på en måde, så teksten var nem at gå til for de ældre.
Alle plejecentre i Odense Kommune, og alle afdelinger på disse har modtaget bordryttere. Der har været inddraget 5 ældre borgere, i forbindelse med indsatsen, som frivilligt meldte sig til interview- her er etik selvfølgelig nøje overvejet og derfor nævnes navne, men ikke plejecenter og der er ingen billeder af pågældende borgere.
Hvad var effekten af indsatsen?
Plejepersonalet oplyser, at borgerne har haft glæde af bordrytterne, der har været med til at skabe måltidsminder og dialog.
Ved uddelingen af den anden bordrytter, var der positiv respons og personalet genkendte straks materialet. Dette giver en fornemmelse af, at bordrytteren er blevet anvendt under måltiderne.
Plejepersonale har også meldt tilbage, at ved oplæsning af måltidshistorier fra bordrytterne, ønskede beboerne at høre flere historier.
Der er ikke direkte evidens på, om bordrytteren har hjulpet på borgernes spiselyst, men som det lyder fra personalet, har det skabt et lille fællesskab og en rigtig god stemning om måltidet.
Har projektet udviklet redskaber og materialer, der kan anvendes af eller bruges som inspiration for andre?
4 bordryttere er udviklet og trykt.
Hvad var ressourceforbruget?
Der er brugt menneskelige ressourcer i form af medarbejderens indsats, her i forhold til at tage ud og indsamle historier, at udarbejde bordrytter, samt det at udlevere selv samme til plejecentrene.
Af økonomiske indsatser er der printning af bordrytteren, samt prisen for at bruge computeren på byens medieværksted, da Odense Kommune ikke har de nødvendige it programmer.
Er indsatsen/projektet forankret?
Der er udviklet 4 bordryttere, og det er planlagt, at der i 2017 udvikles 4 bordryttere mere. Bordrytterne er ikke tænkt som et dagligt indslag, men en ting der skal bruges i en gang imellem, til den årstid eller på den helligdag der står om på bordrytteren.
Vi har fundet frem til følgende skabelon for indholdet, som vi fremover vil benytte:
- Nyt fra Byens Køkken
- En sang
- Information om årstiden/højtiden
- En borgerfortælling
- Et billede
Hvilke gode råd, vil I give til andre, der skal gennemføre lignende projekter?
Det er vigtigt, at man er velforberedt til interview af borgerne ved at have forberedt nogle spørgsmål, som kan få samtalen i gang.
Ved uddeling af bordrytterne er det vigtigt at fortælle om formålet – således at personalet får lyst til at anvende disse.
Vi har erfaret, at det er en god ide med en sang på bordrytteren.
Kontakt
Casen er indsendt på vegne af: Ældre og Handicapforvaltningen, Odense Kommune
Kontakt Helene Starostka
Mad- og måltidsmentor
Direkte Tlf: 23250120
Email: hesta@odense.dk